Døgnrapporten i Store Merløse: onsdag den 22. september

Profilbillede
dato

Store Merløse er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Lillevangsvej, Greve
Nørrevang, Greve
Teglovnsvej, Ringsted

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Bonderupvej, Store Merløse


Færdselsuheld – Sydmotorvejen, Tureby – Køge

Kl. 06.43 tirsdag morgen rykkede politiet og redningsmandskab ud til et færdselsuheld, hvor tre bilister var involveret. En 21-årig kvinde fra Køge kørte i en personbil ad motorvejen i nordgående retning, men opdagede for sent, at bilisterne foran hende kørte langsommere end hendes egen hastighed under kørslen i vognbanen længst til venstre. Hun påkørte derfor bagenden af den forankørende personbil, som blev skubbet frem i en tredje personbil. Ingen af parterne kom selv til skade ved uheldet, og de to øvrige parter kunne efterfølgende selv køre fra stedet i deres biler. I den 21-åriges bil var airbagsene blevet udløst, og bilen måtte bugseres væk fra motorvejen også på grund af materielle skader. Politiet registrerede blot parterne og omstændighederne ved uheldet.

Færdselsuheld / narkokørsel – Darupvej / Maglegårdsvej, Roskilde

Kl. 08.06 blev der slået alarm, efter at flere bilister var blevet impliceret i et sammenstød i T-krydset Darupvej / Maglegårdsvej. Ingen af de implicerede parter var kommet til skade, men de implicerede køretøjer havde fået mindre materielle skader.
På uheldsstedet var der tæt trafik ad Darupvej i begge retninger, da en 19-årig mand fra Borup kørte i østlig retning ad Darupvej, hvor forreste bil i køen afventede fri passage for kørende i vestlig før svingning til venstre ad Maglegårdsvej mod nord. Den forreste bil blev ført i østlig retning af en 18-årig mand fra Gadstrup, som efter tegn fra en modkørende fik mulighed for at begynde et venstresving mod Maglegårdsvej. Under svingingen blev han pludselig påkørt på venstre forskærm af en bagfra kommende bilist, som viste sig at være den 19-årige mand fra Borup. Han havde overhalet flere andre bilister i køen, inden sammenstødet skete. Herved mistede den 19-årige kontrollen over sin bil og stødte nærmest frontalt ind i en tredje personbil ført af en 42-årig mand fra København V ad Darupvej mod vest. Dette sammenstød medførte, at en 18-årig kvinde fra Hedehusene i en personbil også blev involveret.
Den 19-årige deltog rutinemæssig i en narkometertest, der indikerede, at han var påvirket af cannabis og kokain under kørslen. Han blev derfor sigtet for narkokørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Politiet har optaget rapport om uheldet, hvor den 19-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet.

Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Holbækvej, Kalundborg

Kl. 08.09 standsede politiet en personbil for at foretage en rutinemæssig kontrol af fører og køretøjet, idet bilejeren ikke havde førerret. Det viste sig, at føreren var identisk med bilejeren, så en 19-årig mand fra Jerslev Sj. blev sigtet for kørsel uden førerret. Han havde i forbindelse med en vigepligtsforseelse i april i år fået et kørselsforbud, således at han ikke må være fører af et køretøj, før han har bestået en ny teori- og køreprøve.
Politiet kunne i forbindelse med sigtelsen af den 19-årige konstatere, at det nu var tredje gang inden for de seneste tre år, at han blev afsløret i at køre bil trods manglende førerret. Derfor beslaglagde politiet nu hans personbil ud fra gældende regler i færdselsloven, så den 19-årige kan forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når både strafspørgsmålet og beslutningen om endelig konfiskation af bilen skal afgøres.

Kvinde krydsede jernbanespor – Jernbanevej, Ringsted

Kl. 13.12 anmeldte personalet fra en kiosk på jernbanestationen, at man havde tilbageholdt en kvinde, som netop havde krydset jernbanesporene i stedet for at benytte tunnelen på stedet. Politiet fik kontakt til en 60-årig kvinde fra Tune, som måske ikke var i stand til at forstå situationens alvor. Hun blev af politiet kørt hjem til sin bopæl, hvor pårørende blev informeret om politiets involvering i sagen. Den 60-årige blev efter de personlige omstændigheder ikke sigtet for noget.

Narkokørsel – Greve Centervej, Greve

Kl. 15.50 anholdt og sigtede politiet en 35-årig mand fra Greve for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Narkometertesten indikerede, at han var påvirket af kokain under kørslen, hvilket den 35-årige var uforstående overfor. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så når analyseresultatet foreligger, vil han høre nærmere fra politiet.

Færdselsuheld – Skovvejen, Jyderup – Holbæk

Kl. 15.52 fik politiet via alarm 112 melding om, at en bil var forulykket og nu lå på taget. Det viste sig, at 28-årig mand fra Roskilde som fører af den forulykkede personbil var sluppet med diverse knubs, idet han selv kunne kravle ud af bilen efter ulykken. Han havde kørt ad Skovvejen mod øst, inden han på grund af aquaplanning mistede kontrollen over bilen, der via rabatten havnede på den nærliggende Holbækvej. Her fortsatte bilen tværs over vejen og påkørte herunder nogle færdselstavler, inden bilen væltede rundt og landede på taget på en græsplæne. Ingen øvrige trafikanter blev involveret i ulykken, så politiet underrettede relevante parter om de skader, bilen havde forvoldt. Uheldet blev blot registreret hos politiet med de anførte omstændigheder.

Passagerer i bil havde narko på sig – Fredensvej, Benløse, Ringsted

Kl. 17.09 ønskede politiet at kontrollere fire mænd i en bil, efter at bilen var observeret køre rundt i den nordlige del af Ringsted og til sidst standsede på Fredensvej i Benløse. Politiet kunne ved henvendelse til personerne i bilen konstatere, at det lugtede kraftigt af hash fra kabinen. Ved den efterfølgende kontrol fandt politiet en 23-årig mand i besiddelse af godt 26 gram hash, mens en 24-årig mand havde godt 97 gram hash på sig. For begges vedkommende blev den fundne hash beslaglagt som bevis og med henblik på senere destruktion, når sagerne om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer mod dem er afgjort. De to sidste i bilen var lokale mænd på 18 og 22 år, der ikke blev sigtet for noget.

Brandundersøgelse – Præstemarken, Hårlev – Stevns

Kl. 22.39 rykkede brandvæsnet og politiet ud til et plejehjem efter en alarmmelding om ildebrand på stedet. Det viste sig, at der ikke umiddelbart var synlige flammer, men der sås en røgudvikling fra taget på plejehjemmet.
Kort efter kl. 23.00 valgte brandvæsnet og politiet at foretage en flytning af 18 ud af plejehjemmets 34 beboere til en anden afdeling, således at beboerne kunne være i sikkerhed, såfremt røgudviklingen udviklede sig til en egentlig brand.
Brandvæsnet foretog i mellemtiden undersøgelse af årsagen til røgudviklingen, der efter al sandsynlighed kom fra ventilationssystemet i området ved plejehjemmets køkken. Der havde ikke været egentlig brand, så efter ca. 30 minutter kunne de forflyttede beboere vende retur til deres boliger på plejehjemmet. Ingen beboere eller personale på plejehjemmet var blevet påvirket af røgudviklingen, hvis årsag politiet nu skal undersøge nærmere.



OPFØLGNING


16-årig pige påkørt af bil - Vig, Odsherred

Lørdag aften blev en 16-årig pige fra Odsherred ramt af en bil på en parkeringsplads på Torvesvinget i Vig, hvor hun faldt og slog hovedet. Hun blev sendt lørdag aften indbragt til sygehuset, da hun var blevet tiltagende dårlig. Uheldet blev anmeldt til politiet af den 16-åriges far søndag middag, og der blev iværksat en efterforskning. Det har indtil videre ikke været muligt at afhøre den 16-årige, som er indlagt for sin hovedkvæstelse. Den 16-årige er nu blevet så frisk, at politiet snarest vil afhøre hende til sagen.

Mandag formiddag afhørte politiet en 17-årige ung kvinde, som kunne mistænkes for at have ført bilen på uheldstidspunktet. Hun blev sigtet for at overtræde straffelovens regler om at udsætte andre for fare. Til stede ved afhøringen var de sociale myndigheder og den 17-åriges værge. Bilens ejer, en 20-årig mand fra Frederikssund, er også blevet afhørt til sagen. Han er i den forbindelse sigtet for at have overladt føringen af bilen til den 17-årige, som ikke havde et gyldigt kørekort.

Politiet har beslaglagt bilen, som skal undersøges nærmere af en bilinspektør. Når uheldssagen er fuldstændig belyst, vil politiet tage stilling til, hvilke regler i færdselsloven, som i øvrigt kan være blevet overtrådt.
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi